Fejlmeddelelse

Deprecated function: The each() function is deprecated. This message will be suppressed on further calls i _menu_load_objects() (linje 569 af /customers/0/d/a/foreningen-norden-sydslesvig.dk/httpd.www/includes/menu.inc).

Foreningens historie

Korte rids af forhistorien til historien om Foreningen Norden i Sydslesvig

 

Anden verdenskrig var kun lige sluttet, over 50.000.000 døde og “forbrydelser mod

menneskeheden”. Også Nordens lande havde fået krigen at føle, Finland i krig mod

Sovjetunionen, Danmark og Norge besat af tyskerne, amerikanske soldater i Grønland og

Island og engelske tropper på Færøerne, kun Sverige stående udenfor, neutralt. Ingen

mulighed for almindeligt samkvem folkene imellem, bortset fra hjælpeaktioner, som danske fødevarer til det sultende Norge og 80.000 børn fra Finland sendt hjemmefra til familier i Sverige og Danmark.

 

Ud af dette krigens ragnarok var fremvokset en folkevilje i de lande til at styrke det årtusind

gamle nordiske fællesskab, og det både folkeligt og statsligt. På statsplan gennem

oprettelsen af Nordisk Råd 1952 og folkeligt ved at oprette venskabsbykæder, hver

bestående af en kommune, om muligt fra hvert nordisk land.

 

I de samme år vågnede i Sydslesvig det gamle fællesskab med Danmark til nyt liv med

ønsket om genforening, derfor også hurtigst muligt oprettelse af danske skoler, snart over

hundrede i tal. Og til nødvendig støtte for dem fik hver skole sin fadderskabsby i Danmark.

Skolen i Jerrishøj-Tarp fik sin i midtjyske Brande.

 

Ingen dansk avis i de år uden daglig nyt fra Norden og fra Sydslesvig!

 

En forårsdag i 1952 var der stor basar i præstegårdshaven i Brande, 700-800 gæster.

Boder, sang og tale for at samle penge til støtte for skolen i Jerrishøj-Tarp. Jeg var havnet

på en havegang sammen med tre af byens spidser: Provsten, realskolelederen og

lokalredaktøren for Vejle Amts Folkeblad. Den ene trak et brev op af lommen: “Brande er

indbudt til venskabsbyfest den 28.-30. juni i den norske by Skoger ved Oslofjorden.

Hvordan arrangerer vi den rejse?” Efter en længere snak om det bryder jeg ind: “Mon det

kunne tænkes, at vi i Tarp kunne være med i jeres rejse?” De tre mænd så på hinanden,

nikkede så, svaret var “Ja.” Lidet anede jeg, hvor stor betydning det “Ja” skulle få for mig

resten af livet, familiært og som præst i Ugle Herred. Nu var vi med i en nordisk

venskabsbykæde med Brande, Skoger, Örnsköldsvig i Sverige, Äänekoski i Finland og

Hveragerði i Island. Venskabsbyfesten på skift mellem byerne hver sommer med stadig

flere gæster blev efterhånden årets højdepunkt hos os. Fra den sommers herligheder i

Skoger skal her kun nævnes en ting, den at folk i Skoger besluttede at skænke os i Tarp

en kirkeklokke, som daglig kunne ringe solen op om morgenen og ned om aftenen, som

det er skik i Danmark, men ikke i Sydslesvig siden 1864.

 

Efter festerne i Äänekoski i 1953 og i Örnsköldsvig 1954 måtte det være Sydslesvigs tur,

men hvordan skulle det bare klares? I efterkrigstidens land med husene fyldt af næsten

lige så mange flygtninge som hjemmehørende, med armod og arbejdsløshed - hvordan

dér finde husrum til i fire dage at indkvartere nordiske gæster, ingen kommunepenge at

støtte sig til og ingen egen lokalafdeling af Foreningen Norden, for en sådan ville den

danske landsforening Norden, med nationalbankdirektør Bramsnæs som formand ikke

være med til at oprette i Sydslesvig, for ikke at irritere et Tyskland, som igen ville vokse sig

stærkt. Festen blev holdt med 75 gæster fra venskabsbyerne og endnu større fremmøde

af egnens danske. To heldagsture til historiske steder og til Frisland, en søndag

derimellem med gudstjeneste i Tarps nye skole, indledt med indvielse af klokken “GLAD”,

gaven fra Skoger, og klokkestabelen, gaven fra Brande, med deltagelse bagefter i det

store danske årsmøde i Flensborg. Efter afskedsaftenen i Jaruplund forsamlingshus kom

Carl Büchert, bonden fra Sophiegård, hen til mig og sagde med slag på min skulder

“Junge, Junge, præst. Hvis du bare laver sådan en fest en gang om året, så er du hele din

løn værd.” - Folkets røst, tænkte jeg!

 

Det var ved den venskabsbyfest det skæbnesvangre skete, at jeg ved gæsternes ankomst

fik øje på en pige, jeg i samme nu vidste, at hende skulle det være. Den finske Anja Puura.

 

Når vi kom hjem fra en venskabsbyrejse med tid og sted aftalt for det følgende år, varede

det ikke længe, før det var alment kendt, at interesserede kunne melde sig og komme til

en række forberedelsesmøder 4-5 aftener vinteren igennem, så man kunne fortælle dem

om det pågældende lands historie og særkende, lære dem at synge med på bl. a. deres

nationalsange, og - som da vi i 1961 skulle til Finland - lære dem nogle ord og sætninger

af det uforståelige finske sprog og hver gang give - især unge - lejlighed til at betale, hvad

man havde kunnet samle af sine små penge til rejsen. Og når rejsen startede, var den altid

betalt, forskelligt efter hvilken overnatningsmulighed man havde valgt undervejs, hotel

eller vandrehjem eller et af de 7 telte, som jeg havde lejet i SDU. Rejsen gennem Sverige

og rundt i Finland for de 49 deltagere varede 19 dage! Måltiderne spiste vi sammen

tilberedt i vores køkkentelt af én gruppe, mens andre tog sig af teltenes opbygning. Det

meste af madvarerne havde vi medbragt hjemmefra. De fik set og hørt om land og folk. Af

højskolesangbøgerne, som altid lå i bussens net ovenover, blev der sunget morgensang,

ja såmænd dagen igennem alt efter ønske. Det nytilegnede danske sprog blev brugt og

trænet. Og ved vejs ende blev der festet, svedet i sauna og badet i sø. Fra sådan en rejse

med dens genvordigheder (en nat med torden og styrtregn og overnatning i en herregårds

hølade) blev der noget at fortælle, når man kom hjem.

 

Om turen til Island i 1963 kunne man fortælle en hel saga. Den rejse foregik med skib

“Hekla” og “Tjaldur”, opturen med en solskinsdag på Færøerne og ellers storm over

Atlanten og deltagerne i køje med deres søsyge, og hjemturen med en dag i Edinburgh i

Skotland. Festdagene i den velhavende gartnerby Hveragerði, badning i varme kilder,

rundgang på Tingvetlir (stedet for Europas ældste parlament ALTINGET), audiensbesøg

hos Islands præsident Asgeir Asgeirsson, hvis broder Ragnar (Islands landbrugs- og

havebrugskonsulent) var vor guide, som alle steder fortalte historier fra de Islandske

Sagaer. På den tur var også vor generalsekretær fra Flensborg, Hans Ronald Jørgensen,

med kone og søn med, hvad da siden kom vores Nordenarbejde til gode også i forbindelse

med den endelige anerkendelse af vor lokalafdeling af Foreningen Norden - uden for

Danmarks grænse.

 

I alle årene uden anerkendelse havde vi bare levet og gjort, som om vi var en lokal

afdeling. Uden kontingent, uden bestyrelse, men med en flok af nordiske ildsjæle, som trak

på samme hammel og gjorde, hvad der var behov for.

 

Når vi så sluttelig blev anerkendt, kan vi takke et møde i Finland derfor. “Foreningen

Nordens Forbund” holdt i 1963 sit møde i Finland, og der tog en finne ordet og stillede

spørgsmålet: “Hvad er det egentlig, der forhindrer sydslesvigerne i at få deres egen

lokalafdeling af Foreningen Norden? De deltager jo i venskabsbyarbejdet som alle os

andre og det i stort tal og så ivrige som nogen.” Der sad danskerne med skægget i

postkassen, deres frygtagtighed stillet til skue, og det forårsaget af en finne, ham med en

endnu større nabo! Så var det sket, og vi fik besked. Sådan fortalt os af den finske

undervisningsminister Heikki Hosia, der sammen med sin delegation og konsul Knudsen

fra Flensborg var på besøg i præstegården i Tarp i oktober 1965.

Ved den stiftende generalforsamling den 13. januar 1964 indmeldte de 53 tilstedeværende

sig som de første medlemmer af Foreninge Norden i Sydslesvig. Og snart efter førte et

besøg hos Hans Ronald Jørgensen til, at årsmødet i 1964 skulle holdes som et “Årsmøde i

Nordens Tegn”, det første af den art.

 

Vi i Ugle Herred kunne nu indbyde til venskabsbystævne, gerne med mange

optrædende gæster, som kunne medvirke i flere lokale årsmøder. Det blev til en

venskabsbyfest med så mange gæster, som vi aldrig før eller siden har set, alene fra

Äänekoski kom to busser med 90 personer, et arbejderorkester, et mandskor,

pigegymanstikgruppe og enkelte andre.

 

Resultatet af de tolv år uden anerkendt lokalafdeling var, at Sydslesvig, landet uden for

Norden, nu havde fået hele Norden som sit bagland.

 

C. B. Karstoft